Gitte og jeg har altid haft en drøm om at flytte til udlandet. Dette er selvom Danmark er et fantastisk sted, og at man som dansker har et sikkerhedsnet, som man ikke finder i mange andre lande. 

Da jeg i tidernes morgen var ansat ved EUROPART Danmark, senere i Tyskland, og fik muligheden for at flytte til Hagen i Tyskland... takkede vi pænt nej. Hagen var bare ikke lige - stedet! 

I 2006 kom den store mulighed for at få et job i Dubai. Dengang vidste vi dårligt nok at Dubai var en by, og at hovedstaden i UAE var Abu Dhabi. Det var en stor beslutning, men efter flere besøg hernede både alene, og med Nanna og Gitte, kom der et tidspunkt hvor beslutningen skulle tages. Det var specielt Nanna der skulle være helt klar på at hun var villig til at tage det store skridt, og en dag efter vi havde spist, sagde hun: "Jeg ved jo at i gerne vil, og så vil jeg også."

Nu efter næsten 9 år i Dubai, 9 fantastiske år, hvor vi har haft muligheden for at se hvor hurtig Dubai/UAE har udviklet sig, må vi sige farvel. Dubai er gået fra at have cirka 5 millioner indbyggere til at have over 8,5 millioner. Hvert år i Dubai alene bliver der indregistreret 100.000 nye biler, selvom man har investeret uendelige mængder af penge i at udbygge infrastrukturen, er det stadig ikke nok til at trafikken flyder gnidningsløst. Det har dog været utroligt spændende. Spændende at se hvor mange forskellige nationaliteter kan leve sammen i fred og ro - det hører til sjældenheden i dagens verden.

I 2008 købte jeg en ny  BMW1200RT, og man tænker måske: "Hvorfor nu det?" Jeg havde en Suzuki Marouda vz800, men efter at Gitte og jeg havde taget den første tur sammen med nogle venner til Fujehrah, som ligger ca 150 KM fra Dubai, fortalte Gitte mig, at det var både første og sidste gang hun tog med på MC tur. Det var så grunden til at jeg købte BMW'en. På den kan Gitte kan sidde godt med ryglæn, og  Vi kan bruge bluetooth hjelmen, som så gør at vi kan tale sammen, høre musik, osv.

Derefter begyndte jeg lige så stille at tale om, at det kunne være sjovt den dag vi skulle hjem fra Dubai, så skulle vi gøre det på motorcykel. Jeg vil udlade, at sige hvad hendes førster reaktion var. I løbet at de sidste par år har vi begge været opsat på at det var det vi ville når den dag kom, og vi skulle nordpå igen.

I morgen mandag d. 6 April er det så vidt. Dagen starter med morgenmad på hotellet kl. 06:00 og kl. 07:30 skal vi være i Port Rashid, hvor BMW'en bliver kørt ombord på færgen. Den færge sejler kl. 10:00 til Bandar Lengeh, Iran. Vi ved ikke om vi får BMW'en ud af tolden samme dag, og har derfor bestilt en overnatning i Bandar Lengeh. Dagen efter går til byen Jahrom.

Da vi ikke ved hvordan forholdene er i Iran hvad angår internet osv, kan vi ikke sige om vi lægger nyt op hver dag, men vi prøver.

GOG d. 5 April 2015, Dubai.

Mail adresse : gunnar@knielsen.net

Tlf               : +45 4034 7480

D. 6 April "Goodbye Dubai!" - Afgang til Bandar-Lenghe, Iran

Alarmen var sat, og vi skulle kun lige pakke de sidste ting, spise vores morgenmad, og så afsted til Port Rashid. Sådan var det planlagt, og sådan gik det... næsten. Vi troede ikke at morgentrafikken var så heftig, men det burde vi  have vidst. Trods en halv times forsinkelse mødtes vi med agenten hvor vi havde bestilt billetter. Det var fantastisk service, og vi kom igennem pas kontrollen, fik Carnet De Passages, som er det stempel så vi kunne få BMW'en ind i Iran... Ja, kan kun sige det igen - helt igennem perfekt service.

Vi fik BMW'en kørt om bord på færgen Iran Hormuz 14.

Efter 3 timers forsinkelse var det endelig afgang til Bandar Lengeh i Iran. Sejlturen var perfect. Der var lidt at spise, samt tid til at få en lille lur. Alt var skønt indtil vi fik at vide, at der var ikke nogen til at klarere BMW'en når vi ankom. Kontoret ville være lukket på det tidspunkt vi ville komme på, så vi skulle overnatte på færgen :-( (Det ville bare ikke være morsomt!!). Efter et par timer fik vi fat på agenten, og der blev givet tilladelse til at vi kunne gå fra borde, og så hente cyklen dagen efter. Humøret var igen på toppen. Vi skulle igennem customs og fik passene stemplet. Derefter gik det med taxa til hotellet. På det tidspunkt var vi godt sultne og fik serveret noget ris med kylling samt en kop Lipton te.

Værelset var okay indtil vi mærkede madrassen... eller mangel på samme... Den var så hård at det kunne lige så godt have været en træplade (haha). Meget beskedne kår: Velkommen til Iran.

Den 7. April Bendar Lengeh til Lar - Iran

På færgen mødte vi en fransk dame med hendes 15 årige datte. De havde været afsted i 7 måneder, hvor de havde tilbragt størstedelen af rejsen i Oman. De var i samme situation som os - havde egen bil som også skulle hentes dagen efter.

Efter vi havde fået BMW'en kørt af skibe, skulle vi op og have Carnet de Passages stemplet, (Det er en form for forsikring så BMW'en ikke bliver solgt i landet uden at der betales customs). Imens vi ventede, mødte vi igen de franske damer.

Først skulle vi aflevere passende til kopiering. Derefter blev vi udspurgt om både det ene og andet - vi tror det var oplysninger til internt brug - og endelig kunne vi gå igang med at få papirerne i orden så vi kunne få BMW'en ud af havneområdet. Jeg skal ikke gå i detaljer, men det tog lige fire timer. Sagt på en anden måde, sådan ca 3 timer mere end beregnet... i bagende hede! Godt trætte og ingen morgenmad resulterede i at humøret var helt i bund. Vi skulle have noget at spise så vi måtte veksle penge. Lidt at spise og så afsted.

Føste overnatning skete i Jahrom. Vi havde forudset, at vi skulle igennem ørkenen, og at det ville være almindelig landevej. Det viste sig at udover ørken, og ikke ørken med dejlig rød sand og dunes som vi er kender fra Dubai, men en  trist ørken, skulle vi også passere en bjergkæde. Det var lige 5 timers bjergkørsel oveni, og jeg skal lige hilse og sige at vejene ikke er som i alperne. Da vi endelig ankom til byen Lar ved 18:00 tiden var vi fuldstændig færdige, og besluttede at tage en overnatning i Lar.

Utrolig barsk, kold og meget øde natur. Vi havde ikke troet at der var så mange bjerge i Iran. Man kunne godt føle sig lidt på

Lars tyndskids marker.

D. 8 April endelig ankomst til Shiraz, Iran

Inden vi kørte ind i Shiraz holdte vi ind til siden for lige at orientere os. En bil kørte langsomt forbi for derefter at køre rundt om hjørnet. Pludselig kom den bakkende tilbage, 5 mand i bilen og ud kommer en Iraner. Da vi ikke forstår en meter af hvad han siger, henter han datteren hvor første sprøgsmål er: "Hvor kommer i fra?" Vi fortæller hvem vi er, og hvor vi skal hen. Hun prøver at forklare vejen, men meget svært at forstå, og Shiraz er altså ikke en lille by så det ender med at faderen siger, at da de skal samme vej et stykke ad vejen, vi skal bare følge efter ham. Han sætter katastrofeblink igang, og så går det ellers igennem til Shiraz. Her vil jeg gerne sige, at kørsels kultur kendes ikke i Iran! Når det er rødt, kører alle ind i krydset, og så er det ellers bare med at holde tungen lige i munden. Man skal være kold og komme videre. 

Pludselig standser de, og siger at hotellet ligger lige fremme, men de vil gerne invitere os hjem i privaten. Vi takker pænt nej, vi er rimelige trætte efter turen. Ud over det så var vi ikke lige klar på det eventyr lige nu.

Vi finder hotellet! Grand Hotel: Here we come!! Det var det bedste sted til dato! Forhodsvis nyt, kun 1 år gammelt - vild luksus i forhold til de 2 første nætter.

Nu er det godnat herfra. Vi har en lang tur foran os i morgen.

D. 9 April afgang til Isfahan, Iran

Smertefri afgang ud af byen og på rette vej til Isfahan. Takket være Google Maps som App på Iphone, da der ikke findes kort til Iran på Garmain! som selv unden net kan følge med hvor man er: Ganske enkelt genialt! Det samme med at finde hotellet i i Isfahan... intet problem.

Isfahan har nogle gange været hovedstaden i Iran. Det er en temmelig stor by med ca 1,9 millioner indbyggere, og historiskt er det en meget gammel handelsby samt en af de største kultur byer i Iran.

Vi boede på Hotel Koswar, som er et ok Hotel, men heller ikke mere. Det har en perfekt beliggenhed ved floden Zayande River, og er cirka 400 km lang. Vi havde udsigt til den meget smukke bro Khaju Bridge.

En lille sjov oplevelse fra Isfahan:

Vi skulle have vekslet penge, og i den forbindelse kommer vi forbi et sted hvor de laver frisk presset juce, og forskellige slags soft ice. Man kan også blande med forskeling slags frugt. Husk at som tidlige nævnt er der ikke mange Iraner der taler engelsk, og is manden slet ikke. Jeg spørger en ung mand om han kan hjælpe os, Bingo, han kan engelsk. Jeg forklarer ham vores problem, og han får bestilt is og juce. Vi taler om hvad vi laver, om vores tur, og han fortæller at han har studeret og nu er accountant i et større firma. Isen og juicen kommer, og så skal der betales. Det kan vi bare ikke få lov til! Igen et tegn på Iraners overvældende gæstfrihed, samt deres søgning om at høre noget fra det store udland.

Vi havde en dejlig eftermiddag og aften i Isfahan. 

                                Billeder fra broen Khaju Bridge ved Isfahan

D. 10 April afgang til Theran, Iran

Afgang fra Isfahan var også lidt spøjs. Vi skulle have tanket, men kørte desværre forbi afkørslen til tankstationen, så vi måtte vende om. Anden gang tog jeg en afkørsel for tidlig, hvilket var medvirkende til, at vi blev stoppet af politiet. Vi steg af cyklen og tog hjælmene af, og da de så at Gitte var en kvinde, blev de meget flinke. Vi fortalte dem, at vi skulle have benzin, igen Iransk høflighed, og så skulle vi bare følge efter dem... så skulle de nok vise vej. Da vi havde tanket skulle vi finde den rigtige motorvej. Igen var de parate til at vise vej - det ville jeg godt have set i DK:-)

Det var en betalingsvej vi skulle køre på. Vi stoppede ved skuret: "Where do you come from? - Denmark - Go - What is the price? - For you it's free:-)", og sådan var det ved hvert eneste betalingssted vi kom til.

Vi ankom til Hotel Fedowsi ved 16 tiden, og blev vist op på vores værelse. Værelset var mega lille og stegende hedt: AC'en virkede ikke - safen virkede ikke, Internet virkede ikke! Kan i gætte hvem der var helt oppe i det røde felt? Ja det var ikke Gitte. Vi fik pakket ud og ville ned og have en kop kaffe. Vi var ret utilfredse. Det kunne ikke være rigtigt. Da vi havde bestilt kaffen gik jeg ned i receptionen og spurgte efter direktøren. Inden jeg var færdig med min fortælling brød han ind og spurgte om vi ville have et andet værelse. Han viste personligt det nye værelse, og spurgte om dette var ok. Det var mere end ok - det var super. AC'en kom til at virke efter ca 3 timer. Vi var igen på toppen.

Om aftenen var vi inviteret op til den danske generalkonsul Anders Hougård. Det var en utrolig hyggelig aften, og den blevt ikke mindre hyggelig da vi efer flere døgn uden alkohol kunne vælge mellem rød eller hvidvin... eller en ganske almindelig Carlsberg. I kan selv gætte hvad vi valgte.

Anders boede i en fantastisk tjenestemands bolig. Lige istandsat og møbleret med dansk designer møbler. Meget smagsfuld - en bolig som vi danskere godt kan være stolte af at vise frem. Det er således, at når Anders har danske firmaer der gerne vil lave noget i Iran, så er det konsulatet der inviterer, og receptionen bliver afholdt i den private bolig. Det samme gælder når der er minister besøg. Der afholdes disse receptioner også i boligen.

Næste dag var vi ude at kigge lidt på byen. Det vi så var ikke så spændende - en stor beskidt by med trafikkaos der siger spar 2. Man kører som i Indien. Alle ind i krydset på en gang, og så er det med at komme safe ud.

D. 12 April afgang fra Tehran til Tabriz, Iran

Aftenen før afgang læste vi, at der skulle komme regn, hvilket det også gjorde. Ok - det kunne jo være det stilnede af imens vi fik pakket taskerne "som efterhånden sider på rygraden", ned og få morgenmad og så håbe på vi kunne komme afsted, men det blev til en halv time mere på ryggen, og så var det så lidt regn til at det var ok at køre.

Vi var næsten kommet ud af Tabriz og så begyndte det at regne så karftigt, at vi måtte køre ind til siden et sted hvor vi kunne stå nogenlunde i tørvejr. Eneste problem var, at vi havde taget en afkørsel, hvor man ikke kunne komme på motorvejen igen - den tid den glæde! Vi holdt foran nogle butikker, og da vi jo stadig er i Iran, kommer folk helt naturligt og begynder at snakke, regnen stilner af og det store spørgsmål melder sig, hvordan kommer vi ud på motorvejen igen? Igen problem siger den en af mændene, jeg går foran og du kører lige så stille efter mig, så skal jeg nok dirigere dem som kommer kørende så i kan komme ud, som sagt så gjort (med diverse udbrud fra Gitte) det lykkes og vi kommer afsted.

Det går godt et langt stykke, men pludselig kommer der både utrolig kraftig regn og en stiv sidevind (fra bagsædet lyder der både støn, NEJ, uuhhh) på en motorvej kan vi jo ikke lige stoppe, så det tog et stykke tid før der kom en rasteplads. Der sad vi så ca. i 2 timer, en lille café med en spøjs fætter, kunne ikke et ord engelsk. Han arrangerede varm te, og ville dele sin frokost med os, vi sagde dog pænt nej til frokosten og nøjes med teen.

Da vi næmer os Tabriz, holder vi ind på en tank for at spørge om vej til hotellet, heller ikke nogen der kan engelsk her. Da vi skal til og køre igen  kommer der en ung mand, som åbentbart har hørt, at vi spurgte om vej. Han spørger om der er noget han kan hjælpe med, Gitte straks lidt mistroisk, men vi forklarer ham hvad hotellet hedder, ham og hans pige fører os direkte til hotellet.

D. 13 April, fra Tabriz i Iran - Kajaran i Amenien

Afsted det går igen, vi kommer godt ud af Tabriz med Google Map, som Gitte styrer på bagsædet. Hjelmene hvor vi kan samtale er GULD værd, ellers havde vi skulle stoppe hvert andet øjeblik. Vi kommer op i højderne  og vi begynder langsomt at fornemme kulden. Vi stopper på en tanksation, hvor sønnen har overtaget stationen. Efter vi har tanket, går jeg med ind på kontoret for betale, og vi bliver vi budt på varm te.

Gitte har været på toilettet, og biver rigtig glad for at se, at vi kan sidde og få varmen med en dejlig kop te. Samtalen kommer sevlfølgelig ind på vores tur og Danmark, og når man taler om DK, så kommer man også ind  på fodbold, og hvem kender alle i dansk fodbold "Peter Schmicel" vi må blot konstatere at Danmark er mest kendt fra sportens verden.

Det går videre mod Amenien, eller hvad jeg troede var Amenien. Jeg sidder og kigger på et papir landkort, da Amenien endnu ikke er på vor Garmin. Jeg har på en eller anden måde fået byen Jolfa ind som grænsebyen til Amenien. Det viser sig at det er grænseby til Republikken Aserbajdsjan, vi skulle istedet til grænsebyen Naxcivan, det kostede os ca 60 km ekstra kørsel før vi når til grænsen. Alt tager lang tid ved grænsen, speciel vedr. BMW'en stemplet, alt skal være i orden, paskontrol tager ingen tid, men så skal vi igen forbi sikkerhedspolitiet, og de har mange spørgsmål! Grænsen til Amenien går lidt hurtigere, men også her var der mange spørgsmål, endelig færdig og vi kan begynde vores tur som jeg som jeg har døbt:

This Is The Road To Hell

med Chris Rea, eller som Birthe ville have sagt "Æ mand sjel"

Turen starter fint med skilt efter hovedstaden Yerevan, heller ikke her har Garmin kort, det begyder ligeså stille at gå opad. Vejene bliver lidt smallere og dårligere, en del huller, men stadig ok. Solen skinner og vi kan tage den stille og roligt opad. Der kommer et par regndrypper, skyerne trækker sig sammen, regn bliver til små snefnug, som senere bliver til større snefnug. Vejen bliver endnu dårligere og det går stadig opad. Til sidst er vi midt i en kraftig snestorm og har vel kørt opad i ca 2 timer. Ind imellem kommer der en lastbil imod os, hvilket i sig selv er en kunst at undgå. Nu er det jo ikke sådan at vejen bare går lige ud, det er hårnåle sving, værre end jeg har set noget sted i Østrig, og dette på en ualmindelig dårlig vej med store huller, nogle steder slet ingen asfaldt. Jeg har aldrig i mit liv koncentreret mig så meget, eller været så bange. Jeg vidste at Gitte havde det på same måde, men et eller andet sted ved vi begge, at det gælder om at holde cyklen igang, og ikke stoppe op. Det bliver ved med at gå opad, da det endelig lige så stille går nedad igen, kommer tanken "så nu er det værste overstået" men ak - vinden lige ind i snotten, kan ikke have visiret nede.Jeg kan ikke se det mindste, og vejene bliver ikke bedre. Endelig kommer vil til den lille by Karajan, og der er ingen tvivl om, at vi bare skal finde et hotel, hvor vi kan overnatte. Vi finder et Hotel, og går ind og spørger om vi kan de har et værelse, kromutter siger at alt desværre er opgtaget. Det er alligevel for meget for Gitte, hun er fuldstændig færdig efter turen, det var jeg også. Bare vi kan få en stol og blive natten over, vil vi være taknemmelig, vi kunne umuligt fortsætte. Vi får varm te og lidt at spise, de lækreste pølser jeg har fået i lang tid. Kromuter får pludselig tryllet et værelse frem til os, vi kun blive der en nat, da det var lejet ud fra næste dag. En ubeskrivelse følelse af lettelse. En oplevelse hvor vi har fået afprøvet vores grænser, men også fundet ud af hvor meget vi i grunden kan modstå sammen.

Skyerne trækker sig merer og mere sammen på vejen op.                     Sneen bare væter ned                BMW'en kørt om bag hotellet i en smøge

D. 14 April, Kajaran - Yerevan (Hovedstad Amenien)

Det første vi gør da vi vågner næste dag er at tjekke hvordan vejret er, "yes" skyet men også blå himmel. Ned og få skovelet BMW'en fri, og få den kørt om foran hoveddøren, morgenmad og afgang. Vi tager afsked verdens beste kromutter og chefkokken, efterfølgende er vi næsten sikker på at de har rokoret rundt, så vi kunne fåe et værelse. Passet vi kørte over hed Megbri Pass 2549 meter høj, skal lige hilse og sige, at der gror der ingen træer! Afsted det går, vejret bliver bedre og bedre, stadig rigtig meget bjergkørsel, og meget dårlige veje. Lidt snedrys, men ikke noget at regne i forhold til dagen før, flere steder undervejs må Gitte dog stige af cyklen, for at jeg kan styre igennem grusvej med mudder og huller. Vi ankommer til Yerevan og vil finde et rigtig godt hotel. Efter at have spurgt en taxachauffør om et  godt hotel, kommer vi frem til Hotel Marriott, som ligger helt kanon, ganske enkelt et fantastisk sted. Vi beslutter os for at blive der 2 nætter.

Yerevan en dejlig by med mange flotte bygningsværker, hovedstaden i Amenien, ca 1.2 mill indbyggere, og ligger 989 meter over havets overflade. Byen var en del af Sovjetunionen fra 1917 til 1991, hvilket man tydelig mærker på befolkningen, som er meget indesluttede, total modsætning til Iraner, som er meget viden begærlig.

Billeder fra Yerevan:

Det var et par tiltrænge pause dage, ikke kun for BMW'en, som blev flittigt beundret på pladsen foran det skønne Hotel Merriott i Yerevan, men også for Gitte og mig. Vi så kun en lille det af Yera, men vi fik oså tid til at forkæle hinanden med god mad og bare lave ingenting.

Efter morgenmad er det op på cyklen igen, kursen er Tbilisi hovedstaden i Georgien. Det er en skøn fornemmelse at køre ud af byen i høj solskin, og bare nyde den skønne natur. Vi har valgt den direkte tur op igennem Amenien, men uden navigation spiller Google os et puds, den foreslår nemlig 2 ruter, vi kører tilfældigvis på den rute der går forbi den store sø "Sevan Lake", den er kun 14 km længere, det er jo ingenting, men  vejene snor sig også noget mere, og er ikke nær så gode, som hvis vi havde taget den direkte vej.

Sevan Lake søen er den største sø i Amenien, og en af verdens største ferskvands søer. Søen ligger  i en højde af 1.900 m (6.200 ft) over havets overflade. Det samlede areal af dens bassin er omkring 5.000 km2 (1.900 sq mi), søen selv er 940 km2, og mængden er 34.0 milliarder m3.

Ad en lille kringlet brostensvej kom vi ind i Tbilisi, og landede lige foran Hotel Merriott, hvor vi overnattede, som altid da vi kører hen til hovedindgangen, kommer de farende "DER MÅ I IKKE HOLDE" jamen vi har bestilt værelse her, øøøøhhhhh - fuck dem!!

Tbilisi er som sagt hoved staden i Georgien, ok by - ca 1,5 mill indbyggere, vi nåede desværre ikke at se så meget.

D. 17 April Tbilisi til Batumi i Geogien

Kan ikke forestille mig en bedre fødselsdag, som at køre igennem Georgien i høj solskin, med noget at det skønneste natur man kan forestille sig - ikke at forglemme "Den dejligst - sejeste - livsledsager"  man kan tæke sig.

Stor tak til Hans-Ole Madsen for at foreslå os at tage denne rute, og for bestilling af hotel i Tbilisi og Batumi, gjorde det hele lidt lettere.

Batumi ligger lige ud til Sortehavet, da vi ankom til hotellet får vi det skønneste værelse med udsigt over Sortehavet, Vi er der 2 nætter, da dagen jo skal fejres.

Batumi er en rigtig havneby som besøges af mange turister, specielt fra Ukraine og Rusland, byen har ca. 120.000 indbyggere og ligger 20 km fra græsen til Tyrkiet. Vi havde tænkt på om vi skulle sejle fra Batumi til Bulgarien, men det kan tage op til 6 dage hvis vejrforholdene er dårlig, så vi tager cyklen. 

Billeder fra vores tur igennem Georgien, folkene er utrolig flinke i modsætning til Ameniaen, hvor de virkede meget indesluttet. Gitte spenderede en rigtig dejlig fødselsdag frokost. i det fri, og selv onkel Møller kom forbi.

En helt igennem konge dag, i en fantastisk by.

Sjovt nok har det med at regne, når vi skal afsted igen. Det var heller ikke anderledes, da vi skulle afsted fra Batumi, vi kørte så snart det var stilnet af, men glæden var kort. Da vi havde kørt i 10 minutter begyndte det at regne igen, så vi måtte holde ind til siden, for ikke at blive fuldstændig gennemblødt, efter kort tid kører vi videre i tørvejr til den Tyrkiske grænse, som kun ligger 20 km fra Batumi. Passene bliver stemplet, BMW'en meldt ud af landet igen, jeg kører hen til næste kontrolindstands, tolderen mangler et stempel i passet, "du skal tilbage og have et stempel" hallo - jeg kan altgså ikke vende cyklen på en passage der er 3 meter, det tar jo en krig, "så må du gå tilbage" biler begynder at hobe sig op bag ved mig, men hva f....jeg kan da være ligeglad, så begynder at gå tilbage, bliver så stoppet af en tolder, der sprørger hvor jeg skal hen, "der mangler et stempel i passet - lad mig se siger tolderen, han kigger "det er jo lige der!!" jeg går tilbage igen, "Stemplet er der!! det må du undskylde, kør i bare videre :-) Gitte sætter sig op, og vi kører ind i dejlige Tyrkiet, og hvor motorvejen er helt fantastisk .Vi kører hele vejen op langs kysten ved Sorte Havet til byen Samsun i Tyrkiet, en tur på 515 km,  vi er vildt begejstret over vejens gode kvalitet, ikke hvad vi har været vant til. Vi stopper adskillige steder for at spise frokost og tanke. Om aftenen når vi Samsun og finder et lille hyggeligt hotel, hvor kokken får tryllet en dejlig middag frem (vi er de eneste i restuaranten) efter middagen er vi klar til at gå i seng efter en dejlig dag.   

D. 19 April Samsun til Istanbul, Tyrkiet

Det regner ikke, men det er gråvejr og tisse koldt, da vi tager afsted fra Samsun. Vi har ingen planer om hvor langt vi vil køre, da der er 738 km til Istanbul! Navigationen virker nu, så det går rigtig godt ud af byen, vejen er også god, så det er bare dejlig at køre, indtil der kommer en melding fra bagsædet, jeg fryser så syntes vi skal tage den næste rasteplads hvilket vi gør. Det er ikke særligt godt, varmt er der heller ikke, selvom de har et helt lokomotiv stående midt i rummet, vi drikker en hurtig kop te og kører videre .Vi kører en times tid mere, og holder ind på en rasteplads, der ser meget mere hyggelig ud, kan se der står en Harley under et halvtag, det tegner godt. Jeg er heller ikke i tvivl, da værten kommer ud, en rigtig biker, skynd jer at kom med ind i varmen og få en kop te. Han fortæller, at han kun har kørt i Tyrkiet, så er meget interesseret i vores tur. Vi er efterhånden ved at være godt varmet op, og vil gerne betale for te og kiks, men nix - det må vi bare ikke, så vi takker mange gange, bliver fulgt ud og fortsætter vores tur. Vejret bliver bedre, men vi fornemmer, at vi hele tiden kører oppe i højderne, så temeraturen svinger meget. På næste rast spørger vi hvad højde vi er i, ca 1900 m er svaret, så kan vi bedre forstå de store udsving. Vi bestemmer os for at fortsætte helt til Istandbul. Jeg får travlt med at maile på alle rastepladser om et hotel, et godt netværk kan bruges til mange ting, jeg får fat på min ven Klaus, tidligere Europart mand, han har en lokal ansat i Tyrkiet, og Ordu får da ogå hurtigt sendt et svar med priser på Hotel Amada, central beliggende i den gamle bydel i Istanbul. Umiddelbart af udseende ser det ikke særligt godt ud "Det er pakerings pladsen du kigger på - Hotellet er rigtig dejligt" skriver Ordu. Vi tager ham på ordet og overnatning er på plads for 3 nætter, samt invitation til middag! Solen skinner, vi nærmer os civilisationen - MC Donnald dukker op for første gang siden vi forlod Dubai. Jeg skal lige love for at Istanbul er blevet større siden jeg var der for mere end 25 år siden, køen startede nok 25 km før centrum, så er det altså ikke sjovt med 80 kg. ekstra at køre MC. Første gang jeg styrer mod nødsporret lyder det "det gør du altså ikke" fortsætter slukøret et par km, bestemmer så at tage skideballen og tar nødsporret, ligesom alle de andre to hjulede. Kan endelig slappe lidt af igen, og omkrig klokken otte er vi på hotellet. 

Billeder fra turen, ser Harley fyren ikke rar ud, og så det store MC D station over Broen

Istanbul

Istandbul er den største by i Tyrkiet med 15 - 16 mio indbyggere, hovedstaden hedder Ankara, hvor der bor omkrig 5 mio. Total i Tyrkiet bor der omkring 80 Mio i dag. Landet overraskede os positivt. Jeg var bange for at Tyrkiet var noget rodet noget, med dårlige veje, og en befolkning der er meget fattig. Vi oplevede det stik modsatte, vi kørte ca 1300 km i Tyrkiet, gode veje, marker der så meget velplejede ud, folk der var mege smilene og hjælpsomme. Vi oplevede også tyrkerene når de er sælgere, særligt omkring den Blå Muske, hvor der er den ene bod efter den anden, alle vil sælge noget, alle små restuaranter vil have dig indenfor for at spise. Vi kørte med Metroen over til den nye bydel, det fungerede helt perfekt. Det var desværre meget koldt den dag vi var i den nye bydel, men vi kunne levende forestille os, at der er kanon hyggeligt på en varm sommerdag. Det var også den eneste gang vi så børn i bare tærer gå og tigge, ikke noget sjovt syn.

Vi boede som sagt på Hotel Amada, som ligger midt i hjertet af den gamle bydel. Hotellet kan varmt anbefales, dejlig restuarant på toppen med udsigt over Bosporusstrædet der er så meget skibs trafik igennem at man skal se det ved selvsyn. Store båder ligger for anker og venter på en lods for at sejle igennem. Vi fejrede Gittes fødselsdag, med god mad og et par flasker rødvin i Hotellets restuarant.

Vi fik set den blå Muske, den er flot, men den kan ikke på nogen måde måle sig med Muskeen i Abu Dhabi, hverken af størelse eller udseende.

Vi så også verdens største tulipan tæppe, vi lader billederne tale deres eget sprog.

Stemningsbilleder fra Hotellet

Slut på første etape - vi fik kørt 5284 Kilometer